En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten.
Heldigvis for Nille, er den syllogisme ikke helt efter bogen …

Og hvem har så skrevet den bog? Det har Aristoteles. Det er ham der for alvor startede logikken, beskrev syllogismen, og tænkte abstrakt om hvad man overhovedet kan sige med sikkerhed.

Hvad kan man sige med sikkerhed? Ikke bare: hvornår tror vi noget? Ikke: hvornår føler vi os sikre? Men: hvornår kan vi vide det – med en sikkerhed, der ikke blot hviler på vane, autoritet eller fornemmelse, men på nødvendighed?

Sagen er at der ikke er noget man kan sige med sikkerhed, dvs. på en måde kan man. Man kan nemlig sætte noget sammen, så noget nødvendigvis følger. Hvis dette er sådan, så må dette nødvendigvis være sådan. Nødvendigvis og med sikkerhed. Men de præmisser man begynder med, får man selvfølgelig ikke gratis. Dem bliver man nødt til at stole på. Logikken er tom, den er ren symbolmanipulation.

Alligevel, eller netop derfor, er logikken noget af en opdagelse, og det var Aristoteles der satte den i gang.

I dag er vi nået til Aristoteles-seriens afslutning. Vi har fulgt Aristoteles fra hans ankomst til Platons akademi som syttenårig, gennem etikken, politikken, poetikken, fysikken, metafysikken og sjælens mysterium. Nu møder vi som det sidste, det redskab, Aristoteles byggede under alt det andet, som fundamentet under et hus: logikken. Til sidst samler vi kort op på Aristoteles tankebygning, og dens lange og betydningsfulde efterliv.

Men tankens tanke er tænkning. Kundskaben, den sansede genstand og den sansende er identiske. Om sig selv tænker tankens tanke, og tænkning er tænkning om tænkning.

Velkommen til nummer 6 i serien om Aristoteles, som er nummer 30 i Thøfner læser filosofihistorien. I det her korte afsnit slår vi ned på Aristoteles Metafysikken, det der kommer efter det fysiske.

Det er en titel med en sjov historie, for den har en meget ydmyg og praktisk oprindelse. En bibliotekar i antikken stod og manglede en titel til værket, og vedkommende tænkte, nå, men det er i hvert fald den, der kommer efter fysikken. Så det kom den til at hedde. Det sjove kommer så selvfølgelig ind, fordi ordet er blevet et vigtigt begreb i filosofien. Metafysik bruges som betegnsen for de mest spekulative og religionslignende temaer, man kan tænke sig. De største og mest uudgrundelige spørgsmål er metafysiske. Hvorfor er der overhovedet noget og ikke ingenting? - for eksempel.

Det giver også mening i forhold til det værk, der bærer titlen, for det handler om det, der bærer den fysiske verden, men ikke selv er en genstand i den. Den handler om de spørgsmål, naturvidenskaben forudsætter, men ikke selv kan besvare. Hvad er det at være noget? Hvad er substans? Hvad er egentlig forandring? Og hvad er det, der forbliver det samme, mens forandringen sker? Den slags små spørgsmål stiller Aristoteles i metafysikken. Stille og roligt og systematisk på den der Aristotelesagtige måde, som er lige dele søvndyssende og fantastisk.

KH

Tomas